Udflytterbørnehaven

Vi har til huse på en renoveret gård i Tørslev nær Jægerspris og Frederikssund. Her har vi masser af plads både uden- og indendørs. Med de faciliteter vi har til rådighed, kunne vi sagtens være en almindelig børnehave, men vi må indrømme, at vi brænder for udelivet og “landbruget”.

Vi er stolte udflyttere.

Vores udgangspunkt er at præsentere børnene for alt det, som de ikke nødvendigvis bliver præsenteret for hjemme i byen.

legehus ved udflytterbørnehaven

Vi har hønsegård og kaniner, og på en god dag er det kun hønsene, der er fritgående. Vi har også to katte som patruljerer rundt på matriklen og sørger for ro og orden. Deres særlige fokusområde er vores store lade, hvor man også finder et halmhjørne med klatrevæg, vores teaterscene, og alle de byggeprojekter, som vi kun er halvt færdige med.. Ude på den anden side af lågen har vi en lille marksti som fører os ned i skoven. Hernede kan vi bygge hemmelige huler, lave tarzanbaner i trætoppene, lave vandfald og dæmninger i bækken, og i det hele taget følge årets gang på aller nærmeste hold. Hvis vi har brug for endnu større ekspeditioner, så har vi to Christiania cykler, som kan hjælpe os med at komme til fjorden, og til at besøge vores naboer som næsten alle har dyrehold og store maskin-parker.

Vores mark (legeplads) er kendetegnet af det høje græs, som vi lader gro, vores store bålplads med to shelters, vores klammekasse med kranierne, vores køkkenhaver, blomsterbede, vores bunkeranlæg med pilebuer som tag, de hjemmelavede rutsjebaner, fodboldbane, cykelbane og alt det ind imellem.